Mejls-Orten-Tinghøj Friskole: Jul i Friskolen?

Pga. en fejl kom al teksten desværre ikke med i den trykte udgave af Stafetten, men her kan den læses:
 
Mejls-Orten-Tinghøj Friskole: Jul i Friskolen?
 
Fredag d. 22. november 2019 – en fantastisk dag på Friskolen! Alle parkeringspladser fyldt op, alle lokaler summende af liv og forventning, alle ansigter med ekstra store smil, og alle vegne borde med karton, glanspapir, stjernestimler, limstifter, sakse, trådruller og modeller.

 
Ingen normal undervisning, men en dag fyldt med samarbejde og hjælpsomhed og de allerbedste gæster: Bedsteforældre! Er der noget bedre end at sidde ved et bord og få hjælp til at lave engle og stjerner sammen med sin bedstemor eller bedstefar? Det skulle da lige være, hvis de var der begge to! Eller der var en elsket tante, der ville give en hånd med! Der blev hygget og tegnet og klippet og klistret. Stjernefletningens mysterium blev løst ved mange borde rundt omkring med hjælp fra den medbragte ekspertbistand.
 
De store elever hjalp alle vegne med saks og nål, de balancerede rundt på stiger, de sørgede for at få hængt de mange søde og fine juleting op, og de serverede også æbleskiver i alle lokaler.
 
Det hele blev bare så flot, og nu kunne december måned bare komme an! Og den er kort, december – i hvert fald er de hektiske tre uger inden d. 24. meget hurtigt væk, så det var godt, der blev startet i god tid – og med hjælp udefra. Aldrig havde så mange hjulpet med at få skolen festligt pyntet op til højtiden ude og inde. Jo, hele Mejls-Orten-Tinghøj Friskole kom til at ånde af jul.
Skrevet af Else Marie Frisenvad